tirsdag den 29. november 2011

I scratch your back - you scratch mine

Så er det atter opgavetid på IVA og for nogle af os involverer dette at indsamle empiri til at underbygge argumenter og efterprøve teorien i praksis.

I forbindelse med mindre studieopgaver, er det oplagt at bruge medstuderende som respondenter. Der er sjældent tid og ordmæssig plads i opgaverne, til at lave store undersøgelser og interview der involverer fagfolk fra arbejdsmarkedet - derfor er en god, nem løsning at udarbejde et spørgeskema, der kan distribueres via f.eks. Facebook. På denne måde er man sikre relativt mange svar og det er også forholdsvis nemt at analysere de kvantitative data der indsamles.

Andre studerende vælger en mere kvalitativ form for undersøgelse, som er lidt mere tidskrævende at udføre. Det kan f.eks. være interview, eyetracking undersøgelser og fokusgrupper. Igen er det oplagt at appellere til at medstuderende agerer respondenter, så interviewet kan finde sted i forbindelse med man alligevel er på IVA. Derudover er opgaverne ofte så korte, at man sjældent kan undersøge noget der er væsentligt for erhvervslivet.

Atter andre vælger at udføre observationsstudier ude i "det virkelige liv." De undersøger f.eks. hvad folk stiller op i det fysiske rum, det være sig f.eks. et bibliotek eller et museum.

Mulighederne er mange når det kommer til at indsamle empiri. Øvelse gør mester, og formålet er at vi studerende skal lære at udføre forskellige typer af undersøgelser, så vi har en idé om hvordan man griber processen an, den dag man står i en ansættelse hvor det er nødvendigt.

For at det hele dog lykkedes, kræver det respondenter - og her vil jeg opfordre til at man hjælper sine medstuderende. Hvis du bliver tilbudt at udfylde et spørgeskema via Facebook, så gør det som en af de utallige overspringshandlinger, du alligevel tillader dig selv under opgaveskrivningen. Den dag du selv skal bruge respondenter til et spørgeskema, en fokusgruppe eller en eyetracking undersøgelse, vil du selv sætte pris på at folk har lyst til at hjælpe :)

Iøvrigt søger jeg (og min opgavemakker) også medstuderende der har lyst til at give en hånd med en undersøgelse... Det drejer sig om at vi vil undersøge IVAs kommunikationsplatforme, og i denne forbindelse har vi brug for nogle, der vil deltage i en undersøgelse der tager ca. 30 min at gennemføre samt en fokusgruppe af halvanden times varighed. Hiv fat i mig, hvis du er interesseret...

Det kan jo være jeg en dag hjælper dig som tak :)

torsdag den 24. november 2011

Besøg på Københavns Rådhus Bibliotek


Mandag den 21. november 2011 besøgte medlemmer af Bibliotekshistorisk Selskab Københavns Rådhus inkl. biblioteket. Jeg har været medlem i godt og vel 2 år og det er første gang jeg deltog i et arrangement - hvilket bestemt var tiden værd! Det var første, men nok ikke sidste, gang jeg satte mine ben på rådhuset.

Jeg er ikke synderlig interesseret i arkitektur, men bygningens indvendige udsmykning er virkelig noget for sig. Martin Nyrop, som designede rådhuset, kræsede virkelig for detaljerne og det er italiensk inspireret. Nok om arkitektur og den slags, hvis det har din interesse, er rådhuset åbent for befolkningen...

Rådhusbiblioteket er en del af Københavns Kommunes Biblioteker og er specialiseret i København. Således indkøbes alt hvad bibliotekarerne kan opstøve omhandlende København i 2 eksemplarer. 1 til udlånssamlingen og 1 til magasinet. I øjeblikket (og sikkert lang tid frem) arbejdes der på at digitalisere samlingen, hvilket sker ved forsigtigt at scanne hver eneste side. Af og til må bøgerne sprættes op, for at kunne blive scannet, men der bliver passet på! Planen er, at dokumenterne skal blive fuldtekst-søgbare, men rent praktisk ventes der på at brønden bliver klar til at kunne håndtere dette.

Så hvorfor frivilligt tilbringe sin mandag aften i en gammel bygning med et bibliotek? Tja, jeg vil ikke betegne mig som den ville kultur/biblioteks-nørd, der bare må se alt og nyder at kigge på arkitektur, udstillinger o.l. Men jeg synes det er interessant at få fortalt historien som ligger bag og høre om det liv der foregår i denne bygning, som jeg ikke ellers ville få indblik i. Faktisk troede jeg heller ikke der var adgang for offentligheden, men der tog jeg fejl... Og så er jeg tilpas meget fag-nørd til at jeg synes det er lidt sjovt at høre om andre bibliotekers opgaver og udfordringer og kunne sætte dem i perspektiv til IVA Biblioteket og min undervisning...

(Hvis du vil vide mere: http://bibliotek.kk.dk/biblioteker/raadhusbiblioteket/om)

onsdag den 23. november 2011

Rusforløbets nye struktur

I 2012 skal der afprøves en ny struktur i rusforløbet. Hvor forløbet tidligere varede fra marts til oktober, vil det nu blive lidt kortere, så det primære rusarbejde ligger samlet i august. Det betyder én intro-uge, som både indeholder introdage og rustur!

Rusvejledernes største arbejdsbyrde kommer således til at fordele sig sådan ca:

Midt august: Rusvejleder-seminar
Ugen efter: Papmachédage
Ugen efter/sidste uge af august: Introdage og rustur

Rusfesten bliver ændret til en studiestartsfest uden spisning og overdrages til DSRs festudvalg, som vil arrangere denne fest på lige fod med andre fester (du husker måske Zombie-fest i 2009 og/eller 90'er techno-fest i 2010).

Det primære argument for at ændre strukturen er rusvejledernes ve og vel. September har hidtil været en hård måned for de studerende der vælger vejleder-tjansen, for udover at tage imod alle de nye og arrangere et brag af en rusfest og -tur, har de selv haft studiestart. I mange tilfælde har studie-indsatsen været sat lidt ned og det er almen kendt at en god portion vejledere er uforberedte i ugen optil og efter rusturen, plus at mange rus'ere også er udkørt i starten af ugen efter turen.

Jeg kunne rigtig godt lide det rusforløb vi havde. Som ny studerende havde det stor betydning for mig, at introduktionen til studiet og mine medstuderende var så langstragt, at jeg kunne tage det lidt ad gangen, i mit eget tempo. Jeg har været, og er tildels stadig, ikke ret god til alt det der med nye mennesker og nye steder, så at kunne se folk an henover en længere periode var genialt for mig. Da jeg skulle på rusforløb synes jeg, at jeg havde en god fornemmelse omkring mit stamhold, og kunne slappe lidt mere af i forhold til mine tidligere rusforløb på hhv. CBS og KVL.
Når det er sagt, ser jeg frem til at prøve den nye struktur af. Som vejleder er det gået udover min studiestart, at jeg har været involveret i rusforløbet. Det er ikke som sådan en bevidst nedprioritering af studiet, det er blot en kendsgerning at døgnet kun har 24 timer, og det er nemmere at fravælge noget som primært gavner en selv end noget der vil påvirke 180 rus'ere og 17 med-vejledere.

Den kortere rus-periode udfordrer (måske) i højere grad det sociale miljø vi har på IVA. Vi har et godt socialt studiemiljø, hvor folk på tværs af årgange hygger med hinanden i fredagsbaren, til bogklub, med brætspilsklub og meget andet. Den lange rus-intro har (måske) gjort at en del nye studerende har følte sig trygge ved at komme til de sociale tiltag, fordi de føler de kender deres vejledere godt. Hvis vi "slipper taget" allerede inden officiel studiestart - hvad sker der så? Dette vil blive bragt op til diskussion i den nye vejleder-flok i 2012 - de vil komme til at sætte deres eget, i mine øjne tydelige, præg på rusforløbet 2012 og muligvis fremefter!

Jeg glæder mig til at blive en del af det. Om det så bliver som festudvalgsformand (og dermed bar-ansvarlig), som almindelig vejleder eller som koordinator (ja, der vil blive søgt efter disse) må tiden vise. Her skal dog tilføjes at det sidste er meget lidt sandsynligt pga. BOBCATSSS2013 forløbet som starter til februar og kører 1 år. Men til jer andre der overvejer at blive en del af det kommende rusforløb: go for it!

torsdag den 17. november 2011

På tyrkisk universitetsbibliotek


Tirsdag i vores frokostpause fik vi en kort rundvisning på Hacettepe universitets bibliotek. Det var på 3 etager og fyldt med studerende! Over alt sad der arbejdende studerende, enten enkeltvis med høretelefoner i ørene eller små-snakkende i grupper. På de 3 etager var der ganske få bøger, især taget universitets størrelse i betragtning, men så vidt jeg kunne forstå på en af underviserne vi samarbejder med i BOBCATSSS regi, satses der på e-materialer.

Ved indgangen til biblioteket, var der metal-dektektor-standere, som vi kender dem fra butikker og en betjent stod vagt. Der er høje sikkerhedsforanstaltninger på universitet - overalt var der sikkerhedsvagter. Jeg følte mig på intet tidspunkt utryg og det lod heller ikke til at påvirke de tyrkiske studerende; det er blevet en del af deres dagligdag.

En af vores danske undervisere spurgte nysgerrigt hvordan de tyrkiske lærere får deres studerende til at arbejde så hårdt - jævnfør at det vrimlede med aktive studerende. Svaret hørte jeg ikke, men vi, de danske studerende, tror det skyldes den tyrkiske (meget stærke) kaffe og sukker (meget søde desserter). Dertil skal tilføjes at en tyrkisk studerende oplyste os at det netop nu er eksamenstid, og når det er den tid på semestret er både biblioteket og Starbuck's overrendte.

Der er ingen tvivl om at biblioteket bruges flittigt, som ses på billedet af bogreolerne, som mildest talt flød.

onsdag den 16. november 2011

Startskuddet til BOBCATSSS 2013, Ankara


Siden søndag har jeg været i Ankara, Tyrkiet sammen med to medstuderende og tre undervisere. Formålet har været at mødes med den tyrkiske BOBCATSSS delegation fra Hacettepe universitetet.

Mandag morgen blev vi samlet op af en minibus og to tyrkiske ph.d. Studerende, som bragte os ud til universitet, ét af 20 universiteter i Ankara med omkring 20.000 studerende. Efter en kort præsentation, gik vores officielle BOBCATSSS møde igang. Det viste sig hurtigt relevant at diskutere emner som hvilken type abstracts vi skal bede om når vi laver Call for papers og tema-diskussionen valgte vi også at udskyde til tirsdag, hvor vores tredje underviser ville støde til.

Mange af formaliteterne og opgavefordeling viste det sig vi var ret enige om - eller det vil sige deres ledende professorer og vi danskere var temmelig enige. De tyrkiske studerende, som primært var ph.d.studerende, sagde ikke meget under disse diskussioner.

Tirsdag formiddag fik vi tema og undertemaer på plads, og både tyrkere og danske fik alle ønsker opfyldt. Det endte også med en konference-titel vi alle blev glade for. Efter frokost var det blot os danske studerende der sammen med de tyrkiske studerende der skulle sørge for at få de sidste formalia på plads, såsom hvilken type abstract vi ville have, hvordan vi ville organisere os, samt logo og markedsføringsstrategi på BOBCATSSS i Amsterdam til januar. Heldigvis kom de tyrkiske studerende meget mere på banen, da de, så at sige, var overladt til sig selv, og vi fik en god og livlig diskussion på banen :-) Efter tre timers koncentreret arbejde, kunne vi fejre vores samarbejde og resultater med en kop velfortjent Starbuck's kaffe på campus.

Nu sidder vi i lufthavnen og venter på flyet der skal tage os tilbage til København via München. Det har været en begivenhedsrig tur, som har været lærigrig på mange måder. Vi har fået indblik i den tyrkiske universitetskultur, blevet introduceret til forskellige overvejelser man bør gøre sig i forbindelse med afholdelse af konference, introduktion til forskellelige typer abstracts, Call for papers, præsentationsformer, brug af engelsk i professionel sammenhæng og meget mere.

Nu går vi for alvor igang og jeg glæder mig. Det bliver en oplevelse og udfordring uden lige!

torsdag den 10. november 2011

Vandskaden, der bliver ved med at spøge


Som det nok er de fleste bekendt, kom der i sommers en masse regn, og kælderen på IVA gik ikke fri. En del af bøgerne fra Samlingen, som midlertidigt var opbevaret i flyttekasser i kælderen, gik tabt i vandmasserne - det samme gjorde en stor del af DSRs møbler.

Tiden går, det er ved at være 5 måneder siden, og man skulle tro det hele var ved at være et overstået kapitel, men ak nej. I denne uge, er det gamle linoleum blevet pillet af i kælderen - med en gevaldig stank til følge. Efter planen bliver der lagt nyt linoleum på imorgen.

Biblioteket er heller ikke i bund med arbejdsopgaverne der fulgte efter det pludselige skybrud som ramte Amager. Bogbinderen arbejder i øjeblikket med at nyindbinde nogle gamle værker, som heldigvis kunne reddes, men hvor omslagene var helt ødelagte af vand. Derudover har det forsinket de andre arbejdsopgaver, som biblioteket håbede på at have styr på inden nytår. Der kæmpes bravt, og jeg er sikker på en god del af målene nok skal nås alligevel :)

Sidst, men ikke mindst, er det heller ikke et overstået kapitel for det sociale miljø på IVA. DSR fik bevilget penge til erstatte det tabte og langt det meste er indkøbt. Det er ikke så længe siden vi fik nye barstole og i denne uge ankom den nye skraldespand til Den Gale Hjort. Der mangler stadig at blive indkøbt 20 stole til Den Gale Hjort, som erstatning for den store del af de gamle grønne og lilla-farvede træstole som gik tabt.
(Så skulle nogen ligge inde med en bil og lidt ekstra tid, er der mulighed for en IKEA-tur ;-) )