I 2012 skal der afprøves en ny struktur i rusforløbet. Hvor forløbet tidligere varede fra marts til oktober, vil det nu blive lidt kortere, så det primære rusarbejde ligger samlet i august. Det betyder én intro-uge, som både indeholder introdage og rustur!
Rusvejledernes største arbejdsbyrde kommer således til at fordele sig sådan ca:
Midt august: Rusvejleder-seminar
Ugen efter: Papmachédage
Ugen efter/sidste uge af august: Introdage og rustur
Rusfesten bliver ændret til en studiestartsfest uden spisning og overdrages til DSRs festudvalg, som vil arrangere denne fest på lige fod med andre fester (du husker måske Zombie-fest i 2009 og/eller 90'er techno-fest i 2010).
Det primære argument for at ændre strukturen er rusvejledernes ve og vel. September har hidtil været en hård måned for de studerende der vælger vejleder-tjansen, for udover at tage imod alle de nye og arrangere et brag af en rusfest og -tur, har de selv haft studiestart. I mange tilfælde har studie-indsatsen været sat lidt ned og det er almen kendt at en god portion vejledere er uforberedte i ugen optil og efter rusturen, plus at mange rus'ere også er udkørt i starten af ugen efter turen.
Jeg kunne rigtig godt lide det rusforløb vi havde. Som ny studerende havde det stor betydning for mig, at introduktionen til studiet og mine medstuderende var så langstragt, at jeg kunne tage det lidt ad gangen, i mit eget tempo. Jeg har været, og er tildels stadig, ikke ret god til alt det der med nye mennesker og nye steder, så at kunne se folk an henover en længere periode var genialt for mig. Da jeg skulle på rusforløb synes jeg, at jeg havde en god fornemmelse omkring mit stamhold, og kunne slappe lidt mere af i forhold til mine tidligere rusforløb på hhv. CBS og KVL.
Når det er sagt, ser jeg frem til at prøve den nye struktur af. Som vejleder er det gået udover min studiestart, at jeg har været involveret i rusforløbet. Det er ikke som sådan en bevidst nedprioritering af studiet, det er blot en kendsgerning at døgnet kun har 24 timer, og det er nemmere at fravælge noget som primært gavner en selv end noget der vil påvirke 180 rus'ere og 17 med-vejledere.
Den kortere rus-periode udfordrer (måske) i højere grad det sociale miljø vi har på IVA. Vi har et godt socialt studiemiljø, hvor folk på tværs af årgange hygger med hinanden i fredagsbaren, til bogklub, med brætspilsklub og meget andet. Den lange rus-intro har (måske) gjort at en del nye studerende har følte sig trygge ved at komme til de sociale tiltag, fordi de føler de kender deres vejledere godt. Hvis vi "slipper taget" allerede inden officiel studiestart - hvad sker der så? Dette vil blive bragt op til diskussion i den nye vejleder-flok i 2012 - de vil komme til at sætte deres eget, i mine øjne tydelige, præg på rusforløbet 2012 og muligvis fremefter!
Jeg glæder mig til at blive en del af det. Om det så bliver som festudvalgsformand (og dermed bar-ansvarlig), som almindelig vejleder eller som koordinator (ja, der vil blive søgt efter disse) må tiden vise. Her skal dog tilføjes at det sidste er meget lidt sandsynligt pga. BOBCATSSS2013 forløbet som starter til februar og kører 1 år. Men til jer andre der overvejer at blive en del af det kommende rusforløb: go for it!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar