Viser opslag med etiketten biblioteker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten biblioteker. Vis alle opslag
torsdag den 24. november 2011
Besøg på Københavns Rådhus Bibliotek
Mandag den 21. november 2011 besøgte medlemmer af Bibliotekshistorisk Selskab Københavns Rådhus inkl. biblioteket. Jeg har været medlem i godt og vel 2 år og det er første gang jeg deltog i et arrangement - hvilket bestemt var tiden værd! Det var første, men nok ikke sidste, gang jeg satte mine ben på rådhuset.
Jeg er ikke synderlig interesseret i arkitektur, men bygningens indvendige udsmykning er virkelig noget for sig. Martin Nyrop, som designede rådhuset, kræsede virkelig for detaljerne og det er italiensk inspireret. Nok om arkitektur og den slags, hvis det har din interesse, er rådhuset åbent for befolkningen...
Rådhusbiblioteket er en del af Københavns Kommunes Biblioteker og er specialiseret i København. Således indkøbes alt hvad bibliotekarerne kan opstøve omhandlende København i 2 eksemplarer. 1 til udlånssamlingen og 1 til magasinet. I øjeblikket (og sikkert lang tid frem) arbejdes der på at digitalisere samlingen, hvilket sker ved forsigtigt at scanne hver eneste side. Af og til må bøgerne sprættes op, for at kunne blive scannet, men der bliver passet på! Planen er, at dokumenterne skal blive fuldtekst-søgbare, men rent praktisk ventes der på at brønden bliver klar til at kunne håndtere dette.
Så hvorfor frivilligt tilbringe sin mandag aften i en gammel bygning med et bibliotek? Tja, jeg vil ikke betegne mig som den ville kultur/biblioteks-nørd, der bare må se alt og nyder at kigge på arkitektur, udstillinger o.l. Men jeg synes det er interessant at få fortalt historien som ligger bag og høre om det liv der foregår i denne bygning, som jeg ikke ellers ville få indblik i. Faktisk troede jeg heller ikke der var adgang for offentligheden, men der tog jeg fejl... Og så er jeg tilpas meget fag-nørd til at jeg synes det er lidt sjovt at høre om andre bibliotekers opgaver og udfordringer og kunne sætte dem i perspektiv til IVA Biblioteket og min undervisning...
(Hvis du vil vide mere: http://bibliotek.kk.dk/biblioteker/raadhusbiblioteket/om)
torsdag den 17. november 2011
På tyrkisk universitetsbibliotek
Tirsdag i vores frokostpause fik vi en kort rundvisning på Hacettepe universitets bibliotek. Det var på 3 etager og fyldt med studerende! Over alt sad der arbejdende studerende, enten enkeltvis med høretelefoner i ørene eller små-snakkende i grupper. På de 3 etager var der ganske få bøger, især taget universitets størrelse i betragtning, men så vidt jeg kunne forstå på en af underviserne vi samarbejder med i BOBCATSSS regi, satses der på e-materialer.
Ved indgangen til biblioteket, var der metal-dektektor-standere, som vi kender dem fra butikker og en betjent stod vagt. Der er høje sikkerhedsforanstaltninger på universitet - overalt var der sikkerhedsvagter. Jeg følte mig på intet tidspunkt utryg og det lod heller ikke til at påvirke de tyrkiske studerende; det er blevet en del af deres dagligdag.
En af vores danske undervisere spurgte nysgerrigt hvordan de tyrkiske lærere får deres studerende til at arbejde så hårdt - jævnfør at det vrimlede med aktive studerende. Svaret hørte jeg ikke, men vi, de danske studerende, tror det skyldes den tyrkiske (meget stærke) kaffe og sukker (meget søde desserter). Dertil skal tilføjes at en tyrkisk studerende oplyste os at det netop nu er eksamenstid, og når det er den tid på semestret er både biblioteket og Starbuck's overrendte.
Der er ingen tvivl om at biblioteket bruges flittigt, som ses på billedet af bogreolerne, som mildest talt flød.
Abonner på:
Opslag (Atom)