onsdag den 22. juni 2011

Ny eksamensform på vej

Bachelor-studieordningen er blevet revideret og i efterårssemestret 2011 indføres en ny eksamensform i 2 fag. Det drejer sig om fagene Vidensformer (1. semester) og Mediekultur (5.semester) som fremover vil blive afsluttet med en mundtlig eksamen, hvor den studerende trækker et spørgsmål og har en halv times forberedelse inden eksaminationen.
Jeg er skeptisk...

Jeg kan håbe på, at denne eksamensform kan betyde at der skabes mere aktiv deltagelse i fagene, da det er et incitament til at forberede sig lidt grundigere end man måske ellers ville føle sig nødsaget til, hvis man selv kunne vinkle sin eksamen. Når der til slut kun er 30 minutters forberedelse og man kan blive eksamineret i hele pensum, vil jeg personligt være lidt mere op på dupperne for at sikre mig at jeg har styr på stoffet undervejs. Det kræver, for mit vedkommende, at jeg er velforberedt til hver undervisningsgang ved at have læst alt. Jeg vil betragte mig som generelt velforberedt til min undervisning, men det hænder da at jeg ikke får læst - denne eksamensform vil gøre at jeg på 5. semester nok vil lægge mit fokus mere på at få læst til dette fag fremfor de andre (såfremt prioritering er nødvendig), da de andre fag jeg skal have afsluttes med portfolio og 5 dages opgave. Så håbet er at alle er velforberedte til disse timer, så vi kan få gang i en bedre dialog, som jeg til tider har savnet lidt i min tidligere undervisning.

Min skepsis i denne eksamensform ligger i at jeg synes at en videregående uddannelse handler om at kunne vælge fokus og prioritere hvor man ønsker at lægge sine kræfter. Der er mulighed for at fordybe sig i nogle emner undervejs og dette kan gøres under eksamensskrivningen - uanset om der er tale om portfolio, flerdages-opgave eller synopsis (som udgår). Der er mulighed for at vinkle opgaven så den omfatter et aspekt af pensum, som man måske synes er mere interessant end resten. Jeg vil påstå at det er umuligt at fordybe sig ligeligt i alle dele af et kursus' pensum - der vil automatisk være noget man synes er mere interessant end andet og selv om man er en flittig studerende er der bare ikke tid til at gå i dybden med det hele. Det gør at man på naturligvis vælger hvor man vil lægge sit fokus. Med "træk-et-spørgsmål"-eksamensformen lægges der op til at man er lige stærk i alle dele af pensum, da du ingen indflydelse har på hvad du trækker et spørgsmål om. Jeg synes der er for meget "knald eller fald" over eksamensformen, selvom jeg går ind for at den studerende er engageret i hele undervisningsforløbet som denne eksamensform kan opfordre yderligere til.
Det er muligt at det er gode "snakke"-fag der får denne eksamensform, men det er min opfattelse, at der altid vil være emner man føler sig stærkere i end andre.

Derfor er jeg skeptisk og "glæder" mig til at se hvordan det kommer til at gå...

1 kommentar:

  1. Glimrende blogpost.

    Personligt er jeg mere end skeptisk, jeg er skuffet. Skuffet over at studienævnet øjensynligt har valgt at tage et skridt tilbage, ved at vrage synopsiseksamensformen, der manglede yderligere definition, til fordel for en, hvad jeg vil kalde, heldbaseret eksamensform.
    Ydermere er det samtidig trist at ingen af de overvejelser nævnt ved skolerådsmødet herom er så meget som forsøgt indskrevet i studieordningen, så som årgang 2010's manglende mundtlige eksamner, samt den manglende klargørelse af andre eksamensformer, der her gør det stort set umuligt at være sikker på eksamensformen hvis man tager dele af undervisningen som selvstudie.

    Men, det må vi få rettet op på næste år ;)

    SvarSlet