Det er længe siden jeg sidst har skrevet et indlæg her. Det skyldes en aktiv beslutning jeg tog i foråret om at skære ting fra. Jeg havde alt for meget at se til, og selvom det ikke er særlig krævende at berette om min dagligdag som studerende på IVA, fyldte bloggen alligevel en del i underbevidstheden. Men, nu er det vist på tide at få den taget op igen!
Sidste semester, som var mit 6. semester på bacheloren, fulgte jeg BOBCATSSS, hvor vi skulle tage hul på konference-planlægningen i forbindelse med BOBCATSSS 2013, som afholdes i Ankara om få måneder. Det var meningen, jeg skulle have fulgt anden del af dette kursus på mit første semester på kandidat-uddannelsen, men af forskellige årsager valgte jeg det fra.
Efter undervisningen i det kursus sluttede, kunne jeg for alvor hellige mig arbejdet med bachelor-opgaven, som omhandlede systemanalyse af den skytteforening jeg er medlem af. Igennem interview og spørgeskemabesvarelser, analyserede vi foreningens vidensdeling og kom med anbefalinger til hvordan foreningens online platforme skulle fungere. Det var rigtig spændende at arbejde med, og fedt at få prøvet metoden af i virkelighedens verden!
Efter 3 måneders sommerferie, som især blev brugt på studiejob og rusarbejde, er jeg nu tilbage på skolebænken. Jeg valgte at tage min overbygning på IVA, så jeg (med mindre de når at lave det om) bliver cand.scient.bibl om et par år...
Jeg valgte "Vidensteori og domæneanalyse" som mit konstituerende modul. Et meget videnskabsteoretisk fag, som jeg havde svært ved at følge med i - så jeg valgte efter 2 uger at skifte over til "Informationsadfærd og Systemdesign i Organisationer", også kendt som ISO. Dét er meget mere mig; jeg vil netop gerne arbejde med dokumenthåndtering og vidensdeling efterfølgende.
I det frie modul har jeg valgt "Unlocking Cultural Heritage" - et fag, som handler om hvordan man får digital adgang til kulturarven. Der er en god del praksis i forløbet; den første øvelse gik ud på at vi skulle lave OCR (Optical Character Reading) og stavekontrol på en indscannet avisartikel fra før år 1900 og se hvad der kom ud af det... Efterfølgende skal vi skrive en opgave om netop denne øvelse, som handler om digitaliseringen. Undervisning, pensum og opgaver er alt sammen på engelsk og omkring halvdelen af kursets deltagere er udvekslingsstuderende.
Som sådan synes jeg ikke arbejdsbyrden er blevet større i forhold til på bachelor-delen. I hvert fald ikke pensum mæssigt. Men alligevel fylder det mere. Måske er det fordi at alt virker lige relevant nu, det er ikke ligeså nemt, eller oplagt for den sags skyld, at sortere i læsningen. Det virker heller ikke som en særlig god idé liiiige at skippe undervisningen - for der er godt nok meget info på 2 undervisningstimer. Selvom vi nærmer os efterårsferien har jeg endnu ikke skulle aflevere opgave, så det giver selvfølgelig lidt mindre pres (for en kort bemærkning). I det ene fag skal jeg aflevere 3 portfolio-opgaver og i det andet en større skriftlig opgave - så eksamensformerne er også overkommelige. Alligevel er der, som sagt, masser at se til :)