mandag den 5. september 2011

Starten på et nyt studieår

Så blev det første skoledag i skoleåret 2011/12. Dagens undervisning bød på lidt af en udfordring: en svensk underviser. Jeg kan med lidt god vilje godt forstå svensk når jeg læser det og med endnu mere vilje kan jeg føre en samtale om noget hverdags-agtigt, men seriøs informationsvidenskabelig undervisning på svensk... nope, det fungerer ikke for mig fandt jeg hurtigt ud af. Jeg var heldigvis ikke ene om at have det sådan, så efter den første lektion blev underviseren spurgt om det var muligt han skiftede til engelsk, hvilket han gjorde. Det blev lidt bedre, men ikke meget... Ligenu lader det til at det er et fag som kommer til at byde meget på selvstudie, så jeg kan stille konkrete spørgsmål i undervisningen for at få fyldt eventuelle huller fra læsningen. Og så skal jeg op på første række og være stræber :P Faktisk en lidt kedelig start på et nyt semester, men jeg håber det bliver bedre.

Efter frokost blev Samlingen indviet med taler, sodavand og kage. Mange mødte op, både studerende og ansatte og min fornemmelse er, at hovedparten er glade for resultatet. Det er blev et helt andet rum, dejligt lyst og indbydende og der er plads til både at arbejde i grupper og individuelt. Jeg glæder mig til at se lokalet blive brugt, og endnu mere til at det står helt færdigt med opslagstavler og kunst på væggene.

Sidst på eftermiddagen blev der afholdt bogklub-møde og det var dejligt at se en del rus'ere møde op. Det er skønt når de nye studerende har lyst til at være med i vores forskellige tiltag, om ikke andet så bare for at snuse og se det an :) Månedens bog blev Kampråb fra en tigermor. Om jeg får den læst må tiden vise, lige nu synes jeg der er mere end rigeligt at se til med pensum. Men selvom jeg ikke får læst bøgerne, er møderne vældig underholdende og meget inspirerende - jeg er endnu ikke stødt på en præsenteret bog jeg helt vil afvise at læse ude i fremtiden!

lørdag den 3. september 2011

En begivenhedsrig uge



I sidste weekend var vi nogle stykker, der fik gjort DSR-lokalet og Den Gale Hjort beboelige igen efter en lang sommer hvor lokalerne stod tomme, så malerne kunne komme til. Desværre resulterede juli måneds voldsomme regnskyld i, at der kom vand i IVAs kælder, hvilket resulterede i, at bl.a. en stor mængde af de studerendes møbler gik tabt. Derfor måtte vi også en tur i Hørhuset, den lokale møbelgenbrug, som ligger lige rundt om hjørnet, og supplere med sofaer og kakkelborde, som kan holde til lidt af hvert. Det var effektive hænder der var mødt op, og resultatet blev super godt!

Mandag morgen mødte 16 friske rusvejledere op til 1. papmachédag, hvor alt til introdagene skulle gøres klar til de nye studerendes ankomst. Det blev en lang dag, som jeg selv tilbragte en god del af nede i Festudvalgets kælder, hvor der skulle ryddes op. Det viste sig, at regnvandet også havde gjort sit indtog her, og derfor måtte der smides omkring 25 fulde indkøbsvogne ud (ikke vognene, naturligvis, kun affaldet). Det betyder, at der er gjort et stort indhak i, hvad de studerende nu har til rådighed når der skal pyntes op til fredagsbarer med mere. En god del af det der gik tabt kunne heldigvis placeres i "crap-kategorien", men desværre var der nogle lidt mere awesome ting, såsom en åleruse, der måtte lade livet helt og aldeles. Lokalet der plejede at være ret så fyldt med alt mellem himmel og jord er nu temmelig tomt, men det var nu tiltrængt med en grundig oprydning!



Mine medvejledere sørgede bl.a. for at der blev masseproduceret badges med navne til rus'erne, at der blev trykt rushåndbøger, at baren blev klar til intro-café og at DSR fik sin grønne hjort tilbage på væggen. Det blev 2 meget effektive og hyggelige dage, hvor vi fik meget fra hånden og forventningens glæde begyndte at sprede sig!

Torsdag morgen mødte vi alle ind kl. 7.00 for at være klar til rus'ernes ankomst. Og det blev til 2 helt forrygende dage med smilende ansigter, mange informationer, spandevis af kaffe, en anelse panik, en god rektor-tale, en hel del øl, en DHL-stafet og dansen på baren - det hele i et dejligt mix og hyggelig stemning. Når vi når evalueringen, vil jeg dog argumentere for at vi atter får 3 introdage, men tiden taget i betragtning, nåede vi rigtig meget på disse to introdage og det er guld værd, når rus'ere kommer med kommentarer såsom: "I har taget virkelig godt imod os, det virker som I oprigtigt vil lære os at kende." For intet kunne være mere rigtigt: Vi ønsker at alle de nye bliver IVAnesere lige som os selv. Velkommen til!