torsdag den 28. april 2011

Hvad skal det til for?! :-)




Af og til sker der sære ting på IVA. I øjeblikket hænger ovenstående "piktogram" på nogle af dørene på stedet, bla. hos studieadministrationen og hovedindgangen ind til de studerendes etage. Nogle af teorierne, som jeg har hørt er:

-nogle studerende skriver opgave om piktogrammer og har derfor opsat dem. (Men det er jo ikke et piktogram?, men det kunne godt være i forbindelse med en opgave...?)

-scientology er ved at infiltrere IVA (det får de nok ikke meget held med, vi er allerede vores egen lille sekt; once in, never out...)

-reklame for et eller andet, som sløret vil blive løftet for en gang ude i fremtiden... (jah, men hvad?!)


Derudover er denne fødselsattest også at finde på en opslagstavle:




Er det én DU mangler? Eller er der en sammensværgelse mellem denne og "piktogrammet"? Who knows?

tirsdag den 12. april 2011

IVAnesere trodser vejret

Henover de sidste par uger er IVAs løbeklub vokset i størrelse til nu at indeholde 6-8 faste deltagere, som ikke lader sig kue af en omgang blæst og regn. Troligt går det uge for uge gennem Amager Fælled. Tempoet er moderat; nogen vil påstå det er langsommeligt, andre hasarderet - vi løber 5 km på en halv times tid.

Rutinen er efterhånden ved at indfinde sig i deltagernes ben, så efter påske, bliver der også mulighed for at løbe i godt selskab om torsdagen. Samme tid, samme sted: Kl. 16.15 foran receptionen. Planen er dog at udvide denne rute over tid, så vi starter med 5 km og arbejder os langsomt op mod 10 km frem mod sommerferien. Og for at formen ikke skal sygne hen over sommeren sammen med den ophobede viden, holder vi fast i at løbe de to gange om ugen - så er det bare at møde op når man lysten til motion og IVA-selskab melder sig :)

2 af løbeklubbens medlemmer løb igår første omgang af Christianshavnermilen, som er en rute på 7,5 km, som går ud forbi Operaen og tilbage gennem Christiania. Dette løb afholdes hver den 1. mandag i måneden og er en skøn måde at kombinere motion, sightseeing og selskab. Læs mere her: http://www.amageratletik.dk/motionsloeb/

Selvom vi har været afsted en del gange efterhånden, er der stadig mulighed for at melde sig under fanerne, uden at frygte at føle sig hægtet sig af. Vi er en broget flok; nogle er rutinerede løbere mens andre kun lige har stiftet bekendtskab med løbesporten. Ét har vi dog til fælles: vi har planer om at deltage i DHL Stafetten til sommer, som løber af stablen i perioden 29/8 - 2/9 i Fælledparken. Uheldigvis falder stafetten sammen med rusvejledernes papmachédage og russernes introdage, men vi krydser fingre for at det kommer til at gå op i en større enhed i sidste ende...

lørdag den 9. april 2011

It's gonna be legend... wait for it... dary!

I onsdags lød startskuddet til rusforløbet 2011. Vi lagde ud med at blive inddelt i grupper; jeg er blevet gruppeansvarlig for mad og rengøringsgruppen og suppleant for den gruppeansvarlige i vejlederseminargruppen.

Vi fik tid til at lave noget overordnet planlægning i grupperne og det gik ret smertefrit i madgruppen. Menuen er allerede på plads, måltiderne skal blot tilpasses det antal mennesker vi bliver på henholdsvis vejlederseminaret og rusturen. Derudover skal vi have planlagt hvor længe de enkelte måltider tager at lave samt lavet indkøbslister. Den store udfordring kommer til at ligge, når vi indtager køkkenet på henholdsvis Strandlyst og Sejerborg (hytterne hvor vi skal opholde os på turene)...

I seminargruppen kunne vi ikke rigtig få alverden planlagt, da vi skal stå for koordineringen af de enkelte gruppers indslag på turen. Det er vores job at ligge et program for turen, hvor der bliver tid til at prøve ideer af, socialisere, få planlagt programmet på rusturen og holdtiden i introdagene samt få et fagligt indslag - i år bliver det faglige indslag et førstehjælpskursus.

Da vi skulle præsentere os selv for vores med-vejledere, skulle vi alle svare på spørgsmålet hvad glæder du dig mest til? Svært spørgsmål! Mit svar blev da også: det hele, pånær opprydningen. Alle dele, inklusiv oprydningen, har noget særligt over sig, som jeg glæder mig til. Jeg glæder mig til at planlægge og få det hele til at gå op i en større enhed, jeg glæder mig til at lære mine med-vejledere bedre at kende og møde alle de nye russere, glæder mig til at blive udfordret og overrasket, glæder mig til hyggeligt selskab og awesome festligheder. Og jeg glæder mig til oprydningen, for så kan jeg grine af de vejledere som har det endnu værre end mig oven på en lang nats udskejelser!